Billeder af forskelligt plast, der kan affaldssorteres

Hvordan laver man egentlig plast? Ja, måske vidste du det allerede, men det meste plast er lavet af olie fra undergrunden – råolie, som der også laves benzin og diesel af. 

Se videoen:

Vi har ikke uanede mængder af råolie, så vi risikerer, at olien slipper op. 

Plast påvirker klimaet både når det udvindes af råolie, når plasten laves til ting og sager, og når disse transporteres rundt i verdenen.

Når plasten bliver til affald, påvirker det også klimaet, for eksempel hvis plastaffaldet brændes af i et forbrændingsanlæg. Her vil der komme CO2 ud af skorstenen, som var det olie, der blev brændt af. CO2 er med til at gøre klimaet varmere og mere ustabilt. Det kalder vi drivhuseffekten.  

Plast kan bruges igen

Vi bruger rigtig meget plast, og det er ikke så mærkeligt, for plast kan bruges til utrolig mange ting. Madkasser, Lego-klodser, drikkedunke, spande, mobilcovers, tusser, plastikposer, listen er uendelig.

Prøv bare selv at se dig omkring derhjemme, hvor mange ting, der er lavet af plast.

Heldigvis kan brugt plast smeltes om og bruges igen, når der skal laves nye ting. På den måde kan vi ”spare” på plasten. Sådan kan vi hjælpe klimaet og få råolien til at vare længere. 


Her kan du se nogle af de mange ting, der kan laves af genanvendt plast.

Se videoen:

Hvorfor skal vi affaldssortere plast? Det forklarer Gunhild fra Affaldsskolen i denne video.

Sortér dit plastik

I Aarhus kan du komme hård plast i skraldespanden til glas, plast og metal. Plasten vil senere blive taget fra på et sorteringsanlæg. 

Du kan også aflevere plast på genbrugsstationen – også det bløde plast. 

Plast i naturen

Plast må ikke havne i naturen. Det forsvinder ikke, det kan gøre stor skade på dyr og måske ender det i havet. Det er også grimt, når der ligger affald i skoven, for eksempel.  

Det er vigtigt at bruge plast med omtanke – brug din drikkedunk i stedet for at købe flasker med vand.

Hvor meget ved du om plast nu?

Sæt kryds ved de rigtige svar. Der kan godt være mere end ét rigtig svar på spørgsmålene. Når du er færdig så klik på "Send" for at se, hvor mange rigtige, du fik.